2026-08-10

CO₂ Storage Kalundborg retablerer lokationen ved Snertinge efter gennemførte undersøgelser

I den kommende periode vil der være øget aktivitet ved CO₂ Storage Kalundborgs site ved Snertinge. 

CO₂ Storage Kalundborg har gennemført de planlagte undersøgelser på området og går nu i gang med at retablere lokationen til den tilstand, den havde før undersøgelserne.

Arbejdet indebærer blandt andet bortkørsel af materialer med lastbiler samt fjernelse af beton, sten og grus. I dele af perioden vil der derfor kunne forekomme øget støj, blandt andet fra en hydraulisk hammer, der skal bruges til at bryde fundamentet på sitet op. Ved at knuse materialerne på stedet kan en større del af dem genanvendes. Samtidig vil den asfalt, der blev etableret i forbindelse med den midlertidige adgangsvej, blive fjernet.

Arbejdet forventes at løbe frem til slutningen af september og vil foregå i dagtimerne.

Undersøgelser af undergrunden er gennemført med succes

CO₂ Storage Kalundborg har gennemført både seismiske undersøgelser og prøveboringer af undergrunden omkring Kalundborg. De indsamlede data bliver nu analyseret grundigt for at vurdere, om det potentielle lager er sikkert og egnet til lagring af CO₂.

Resultater og data fra undersøgelserne er løbende blevet delt med de danske myndigheder som en del af det videre arbejde med at dokumentere undergrundens egenskaber og vurdere områdets egnethed til sikker og permanent lagring af CO₂.