2026-01-29
Stor opbakning til informationsmøde om CO₂ Storage Kalundborg
Der var stort fremmøde på Snertinge Kro onsdag den 28. januar, da CO₂ Storage Kalundborg inviterede til informationsmøde om de kommende undersøgelser af undergrunden.

Programmet bød først på oplæg fra parterne bag projektet, hvorefter der var afsat god tid til dialog og mulighed for spørgsmål fra de fremmødte.
”Det er vigtigt for os at have en tæt dialog med lokalområdet. Derfor er det en fornøjelse at se så mange, der gerne vil høre mere om undersøgelserne og bidrager med relevante og gode spørgsmål,” siger Ulrik Olbjørn, projektchef i CO₂ Storage Kalundborg.
Det midlertidige boreanlæg er en central del af undersøgelsen af undergrunden omkring Kalundborg. Borearbejdet omfatter boring til cirka 2.000 meters dybde, hvorefter der injiceres vand i udvalgte lag i undergrunden som led i de geologiske undersøgelser.
Opførelsen af borepladsen forventes at begynde midt i marts 2026. Forud for dette etableres der fra februar en midlertidig adgangsvej langs marken ved Æblekærvej ved Særslev. I forbindelse med etablering, drift og borearbejde vil der forekomme lastbiltrafik i området.
Der vil hverken blive transporteret eller lagret CO₂ i forbindelse med borearbejdet, og området vil efterfølgende blive reetableret som almindelig landbrugsjord.
Se præsentationen fra informationsmøde her.