2026-01-22
Informationsmøde for beboere i Snertinge om midlertidigt anlæg med boreudstyr
Naboer og interesserede i Snertinge inviteres hermed til informationsmøde om CO2 Storage Kalundborgs næste skridt i undersøgelserne af undergrunden.

Det sker, fordi CO2 Storage Kalundborg har fået tilladelse til at etablere et midlertidigt anlæg med boreudstyr på en mark mellem Skippingevej og vindmøllerne ved Særslev.
På informationsmødet vil repræsentanter fra CO2 Storage Kalundborg fortælle mere om planerne for etableringen af det midlertidige anlæg, hvordan man som borger kan forvente at møde os ved Snertinge – og hvilken betydning det midlertidige anlæg får i området.
Der vil også være mulighed for, at deltagerne på mødet kan stille spørgsmål til repræsentanter fra CO2 Storage Kalundborg om det midlertidige anlæg.
Tid og sted:
Informationsmødet bliver afholdt:
Onsdag d. 28. januar – kl. 19.00-20.30
Snertinge Kro
Slagelsevej 2 - 4460 Snertinge
Tilmelding:
Der er plads til ca. 80 deltagende på informationsmødet, og vi beder derfor om tilmelding via dette link ved at klikke her.
Hvis du ikke har mulighed for at tilmelde dig via linket, er du velkommen til at tilmelde dig via telefon. Tilmelding via telefon kan ske på nummeret: 3172 8159. Telefonen er åben mandag til torsdag fra kl. 12.00-18.00 og fredag fra kl. 12.00-15.00. Telefonen er lukket lørdag og søndag.
Baggrund for næste skridt i undersøgelserne:
Siden begyndelsen af marts 2025 har CO2 Storage Kalundborg arbejdet for at kortlægge undergrunden ved Kalundborg med køretøjer, skibe og geofoner.
CO2 Storage Kalundborg påbegynder nu næste skridt i undersøgelserne.
Det indebærer etableringen af et midlertidigt anlæg med boreudstyr på en mark mellem Skippingevej og vindmøllerne ved Særslev.
Her skal der bores ned i jorden til ca. 1.700 meters dybde, for at indsamle data fra undergrundens forskellige lag, ligesom der sendes vand ned gennem boringen, for at lave avancerede simuleringsmodeller.
Der skal hverken transporteres eller lagres CO2 i forbindelse med undersøgelserne.
Opførelsen af det midlertidige anlæg begynder i starten af marts 2026.
Efter opførelsen af anlægget ventes undersøgelserne ved anlægget at vare 2-4 måneder. Herefter bliver området reetableret til sin nuværende form som landbrugsjord.
Undersøgelserne ved Kalundborg sker for at afklare, om undergrunden på sigt egner sig til sikker og permanent lagring af CO2.