2025-07-08
CO₂ Storage Kalundborg gennemfører kortvarigt undersøgelser på Skarresø
CO₂ Storage Kalundborg gennemfører efter planen undersøgelser på Skarresø i løbet af uge 28. Undersøgelserne varer 1-2 dage, og de har til formål at indsamle vigtige data til projektets kortlægning af undergrunden ved Kalundborg.
Undersøgelserne på søen finder efter planen sted 10. til 11. juli og vil vare op til to dage afhængig af vind og vejrforhold. Der er allerede udlagt hydrofoner i et afgrænset område på søen, og i løbet af uge 28 vil to mindre både sejle rundt i et mindre begrænset område på søen.
Fra bådene sendes der lydbølger ned i undergrunden, som reflekteres tilbage til hydrofonerne på vandets overflade. Hvis vind og vejrforhold er fordelagtige, vil arbejdet med lydbølgerne vare 3-4 timer i alt. Dermed kan der laves et nøjagtigt 3D-kort, som giver stor indsigt i, hvordan undergrunden i området ser ud.
”Vi tager størst muligt hensyn til både naturen, dyrelivet og lokale i området. Med lydbølger bliver undersøgelserne så skånsomme som muligt, og alle aktiviteter udføres i henhold til gældende krav fra myndighederne samt med de nødvendige tilladelser,” siger Ulrik Olbjørn, projektchef i CO₂ Storage Kalundborg.
Undersøgelserne udføres under hensyntagen til de gældende restriktioner på søen og med accept fra bredejerne. Når lydbølgerne sendes ned i undergrunden, sker det mindst 200 meter fra bredden, ligesom der aldrig sejles tættere end 500 meter på redetræet på øen Magleholm. Desuden er der udlagt no-go-zoner i søen, og arbejdet udføres i dagtimerne.
Undersøgelserne på Skarresø er et vigtigt skridt på vejen til at danne et præcist kort af geologien i undergrunden. Kortlægningen af undergrunden er afgørende for at afklare, om området ved Kalundborg egner sig til sikker og permanent lagring af CO₂ .
”Vi gennemfører grundige undersøgelser, for vi har ingen interesse i at lagre CO₂ , hvis ikke det kan gøres sikkert og forsvarligt. Der skal være sikkerhed for, om undergrunden egner sig til lagring af CO₂ eller ej”, siger Ulrik Olbjørn.
Når undersøgelserne af undergrunden er afsluttet om nogle år, vil de danske myndigheder beslutte, om undergrunden er velegnet til sikker og permanent lagring af CO₂ . Hvis det er tilfældet, vil det levere et stort bidrag til de danske klimaambitioner.