CO₂ Storage Kalundborg gennemfører korte forundersøgelser ved Snertinge

Forundersøgelserne skal sikre et solidt grundlag for næste fase – og dokumentere forholdene før anlægsarbejde kan gå i gang.

CO₂ Storage Kalundborg gennemfører i slutningen af denne uge kortvarigt jordbundsundersøgelser på en mark ved Snertinge mellem Skippingevej og vindmøllerne ved Særslev. Undersøgelserne ventes at vare 3-4 dage. 

Formålet er at indsamle data, der kan danne grundlag for forberedelserne til næste fase i projektet, der handler om etableringen af en midlertidig prøveboring på stedet.  

”Det er et lille, men vigtigt skridt, der skal sikre os endnu bedre viden om undergrunden. Det er et meget afgrænset undersøgelsesarbejde, der skal give os en status på overfladejordens tilstand, før eventuelle anlægsarbejder kan finde sted. Vi skal have sikkerhed for, at jorden i området er velegnet inden undersøgelserne begynder. Vi skal samtidig kende området indgående, så vi kan genetablere det, når de planlagte undersøgelserne er afsluttet”, siger Ulrik Olbjørn, projektchef for CO₂ Storage Kalundborg. 

Der er tale om et nogle mindre boringer, der går 6-8 meter ned i undergrunden samt en enkelt boring ned til 30 meter. Arbejdet er ikke begyndelsen på selve borearbejdet i forbindelse med næste fase af CO2 Storage Kalundborg, men det er et skridt i den omhyggelige forberedelse af projektets næste fase.  

CO₂ Storage Kalundborg har tidligere søgt om tilladelse til at etablere en midlertidig boreplads, hvorfra der senere kan gennemføres boring ned til ca. 1.900 meter som led i udforsknings- og testfasen. Under forudsætning af de nødvendige tilladelser, ventes det at etableringen af den midlertidige boreplads kan begynde i slutningen af 2025. 

Sideløbende med arbejdet ved Snertinge analyserer CO₂ Storage Kalundborg den store mængde data, som blev indsamlet på land og til vands under kortlægningsfasen i første halvdel af 2025. 

“Vi bevæger os støt og sikkert fremad, og nu skal vi til at gennemgå den store mængde data med en tættekam. Det er afgørende, at vi får et præcist billede af undergrunden, så det kan afklares om der sikkert og permanent kan lagres CO2 i området. Ingen er interesserede i at igangsætte lagring af CO₂, hvis ikke det kan gøres sikkert og forsvarligt,” siger Ulrik Olbjørn. 

CO₂ Storage Kalundborg har siden projektets begyndelse afholdt en række informationsmøder for borgere og lodsejere i kommunen – og der planlægges endnu et informationsmøde om det videre arbejde i Snertinge og omegn, som afholdes senere i 2025.  

Når undersøgelserne er afsluttet – formentlig i løbet af 2026 – skal den samlede mængde data analyseres. Hvis undersøgelserne viser, at undergrunden er egnet, vil CO2 Storage Kalundborg søge om tilladelse til at igangsætte sikker og permanent lagring af CO2, hvilket kan levere et stort bidrag til de danske klimaambitioner. Det vil være op til de danske myndigheder at beslutte, om der kan gives tilladelse.